Flot fremgang til Enhedslisten i Danmark

Enhedslisten går fra 14 til 117 byrådspladser og fra 2,3 prosent af stemmerne på landsplan til 6,9 prosent. Det er en tredobling af opbakningen.

Christine Bergen
Om Christine Bergen (1 artikler)
Christine Bergen representerer Internationale Socialister Ungdom i Danmark.
Jesper Juul Mikkelsen
Om Jesper Juul Mikkelsen (0 artikler)
Jesper Juul Mikkelsen er Skribent for Socialistisk Arbejderavis og medlem af Enhedslisten.

Foto: Peter Leth

I København fik Enhedslisten hver femte stemme og blev dermed det næst-største parti. Det er et tegn på, at en voksende del af arbejderklassen ønsker opposition til den førte politik. Og det er et ønske om et alternativ. Enhedslisten er i dag det eneste kendte socialistiske alternativ for arbejderklassen. Men mange af kommunalvalgs-resultaterne er “old news” – de udtrykker politiske tendenser, der allerede startede for to år siden som resultat af skuffelsen over S-SF.

SFs kollaps
SF straffes voldsomt som konsekvens af deres deltagelse i en regering, der har ført borgerlig politik. SF har af mange været set som garanten for at regeringen fører “rød” politik, og derfor har vreden ramt dem så hårdt. Især lærerkonflikten bliver de husket for. SF er røget helt ud af 21 byråd og er gået fra 14,5 % af stemmerne i 2009 til 5,6 % ved dette kommunalvalg. SF mister 200 byrådspladser! Dette kollaps er en advarsel om, hvad der sker med et socialistisk parti, som vil være “ansvarlig” og tage ansvar for at gennemføre krisepolitikkens nedskæringer.

Dansk Folkepartis fremgang
Samtidig med Enhedslistens fremgang fortsætter Dansk Folkeparti sin fremgang. DF fik 10,1 % af stemmerne (en fremgang på 2%) og vandt en vice-borgmesterpost i Hvidovre og en under-borgmesterpost i København. Men fremgangen for Dansk Folkeparti kan ikke entydigt karakteriseres som “højre-drejning”. Det meste af DF’s fremgang er kommet inden for det seneste år. Inden da var det især Venstre, der (på den borgerlige side) nød godt af skuffelsen over S-SF. Når folk går fra Venstre (som åbent kæmper for privatiseringer og nedskæringer) til DF, som har markedsført sig selv, som de borgerliges “socialt ansvarlige stemme”, så er det et udtryk for skuffelsen over S-SF, men også at de ikke ønsker Venstres nedskærings-politik.
At DF i praksis i 10 år har støttet VK på Christiansborg og i kommunerne har støttet nedskæring efter nedskæring, siger mest noget om DF-vælgernes evne til at gennemskue de politiske realiteter. (Men det samme kunne man sige om mange af dem, der stemmer på V, K, S, SF osv.) Det ændrer imidlertid ikke ved, at Dansk Folkeparti har ført en valgkamp, som har været bygget op omkring racistiske ideer med stort fokus på svinekød og vold fra udlændinge. Fx i Hvidovre var prisen for, at Socialdemokraterne kunne beholde borgmesterposten, at “der fremover skal serveres traditionel dansk mad i institutionerne i Hvidovre” – en af DF’s mærkesager. En pris som Socialdemokraterne accepterede. De konkurrerende svar fra yderfløjene har stået imellem: “Vi skal bevare velfærden, fællesskab fungerer”, som har været båret frem af Enhedslisten, og: “Det er de fremmede, der er problemet, vi skal bevare velfærden”, som har været båret frem af Dansk Folkeparti.

For at bekæmpe DF’s syndebukke-politik er det nødvendigt både at bekæmpe deres racisme og samtidig bekæmpe den krisepolitik, som hele det politiske landskab, med undtagelse af Enhedslisten, går ind for.

Enhedslisten er i forandring
“Efter i dag bliver Enhedslisten aldrig det samme parti igen” – sådan sagde Johanne Schmidt-Nielsen på Enhedslistens valgfest.
Og noget tyder på hun har ret. Enhedslisten har ikke kørt valgkamp på at ville være dem, der opbygger modstand mod besparelser og mod krisepolitikken.
Man har i stedet koncentreret sine kræfter om at sige, at velfærd og fællesskab fungerer. (I prakis: Fællesskab mellem direktøren og kassedamen.) Denne blødere linje har da også været med til at givet fremgang, og man har flere steder overtaget stemmerne fra det kriseramte SF. I de fleste af de kommuner, hvor Enhedslisten er valgt ind med 1-2 mandater, vil EL være politisk marginaliseret i byrådene. Men der er også steder, som fx i København, hvor man i praksis kommer til at spille rollen som med-ansvarlig for administreringen af kommunernes økonomi. Vel og mærke en meget stram økonomi. I små EL-afdelinger er der en oplagt risiko for, at man bliver mere og mere fokuseret på, hvad der sker i byrådet og på at arbejde som baggrundsgruppe for den/de valgte – i stedet for at fokusere kræfterne på at bygge modstand uden for byrådet.

Et politisk valg
Det betyder, at både de valgte byråds-medlemmer og mange EL-afdelinger kommer til at stå over for et politisk valg: Vil man være en del af “den parlamentariske logik” – hvor valget i praksis står mellem, om man fx skal skære med på skolerne eller på ældreplejen? Eller vil man have fokus på at bygge modstand mod alle nedskæringer, og bruge byråds-pladserne til at styrke denne kamp? Desværre er der ingen garanti for, at EL alle steder vil vælge det sidste. Det er bydende nødvendigt at Enhedslisten formulerer en klar politik for, hvordan man er i opposition under hårde nedskærings-budgetter og den dybeste krise siden 30’erne.

Fra valgfremgang til styrkeposition?
Der er dog steder, hvor Enhedslisten har fået valgt folk ind på en mere radikal og afklaret politisk linje. Eksempler herpå er Enhedsliste-afdelingerne i Albertslund, Høje Tåstrup, Allerød, Tårnby og Ikast/Brande. Her har man kørt en valgkamp, som bevidst har nævnt ord som socialisme, udenomsparlamentarisk kamp og har fremført krav om at sprænge de stramme kommunale budgetter. Dette har krævet flere og længere samtaler på gadeuddelingerne og skarpere indlæg på valgmøderne. Men det udgangspunkt gør, at man disse steder står i en bedre position til ikke at drukne i den embedsmands- og forvaltningslogik, som ellers er meget stærk i den kommunale administration.

Muligheder for modstand
Der er ingen tvivl om at nedskæringspolitikken vil fortsætte. Den herskende klasse ser, at konkurrencen øges. Deres svar er at udbrede fabriksdisciplin til alle dele af samfundet – det, de kalde konkurrencestaten. Derfor er det nødvendigt at se på Enhedslistens med andre briller end de parlamentariske. Fremgangen kan være en mulighed for at bygge modstand, men det kræver et aktivistlag, der kan omsætte valgsejren til aktivitet. Som kan gøre opbakning i stemme-boksen til opbakning på gaden, skolen og på jobcenteret. Mange af dem der stemte på Enhedslisten er potentielle aktivister. Men det kræver at der bliver formuleret et politisk projekt for organisering, aktivisme og modstand. Et projekt hvor utilfredsheden kan blomstre og omsættes til handling.

Sampublisert med Socialistisk arbejderavis

Liker du det du leser?

VIPPS noen kroner til 137267
eller betal direkte til konto 1254.05.88617
Støtt oss med fast bidrag hver måned

Diskusjon

DEBATTREGLER:

  • - Respekter dine meddebattanter og utøv normal folkeskikk
  • - Vær saklig og hold deg til tema
  • - Ta ballen – ikke spilleren!

Vi fjerner innlegg som er diskriminerende, hetsende og usaklige, spam og identiske kommentarer.